Familiepolitik og partnerskab
Oplæg til intern diskussion om Enhedslistens familie- og partnerskabspolitik. ØQ's holdninger anno januar 2003
Oplæg til diskussion om Enhedslistens familie- og partnerskabspolitik.
Enhedslisten må altid tage udgangspunkt i at ligestilling ikke er nok – vi vil frigørelse, og ligestilling er kun et middel på vejen til at skabe den frigørelse.
Når vi diskuterer registreret partnerskab og familiepolitik rejser der sig en mængde frigørelsesaspekter – hvordan kan man skrue en lovgivning sammen der åbner for de utallige samlivsformer der findes. Så man får retten til forskellige valg i stedet for retten til forskellige identiteter.
Afskaf det registrerede partnerskab
Der er ingen objektiv grund til at man i selve ordvalget til papirbaseret samliv skelner mellem folks seksualitet. Enten bliver man gift eller også bliver man ikke gift, de rettigheder der knytter sig til borgerligt ægteskab og registreret partnerskab bør ikke afvige fra hinanden. Det registrerede partnerskab har været en enkelt sten vi kunne træde på for at komme videre – nu er den for tung at slæbe rundt på i bagagen, den må væk!
Illusionen om den gode familie
I Danmark – som så mange andre steder i den vestlige verden – lever vi på en illusion om at kernefamilien er den gode størrelse at organisere samfundet ud fra. Så længe man indpasser sig i den ramme, får man en masse rettigheder automatisk – fra det sociale system til forsikringsmuligheder. Enhedslisten må stå fast på at der er ikke én saliggørende familieenhed. Man kan ikke tale om at familiers og parforholds opbygning er fastlagt på forhånd. Det er at normativisere livsformer og undertrykke alternativer. Folk organiserer sig i en mangfoldighed af måder – alene, parforhold, kollektiver, kernefamilier, med eller uden papirer, sammen eller hver for sig.
Registreret forhold / Civil pagt
Vi må udvikle muligheder for at folk får de nødvendige rettigheder – ligegyldigt hvordan de vælger at organisere deres familieliv. En mulighed kunne være som i Frankrig at man kan indsætte en hvilken som helst person som sin "partner" – og dermed opnå rettigheder i forhold til hinanden. Vi må opbygge et nyt registreret forhold som kan inkludere de livsformer som i dag ikke er inkluderet i den herskende normative heterosexuelle kernefamilieideologi. Vi må kræve retten til at organisere sit eget liv, sit eget parforhold uden fordømmende og undertrykkende lovgivning.
Stedbarnsadoption og orlov
Enhedslisten kræver at stedbarnsadoptation bliver muligt allerede fra fødslen, og ikke som nu fra 3. måned. Enhedslisten kræver også samme rettigheder til orlov ved stedbarnsadoption som der er for andre på barsel.