Nina Andersen spidder LBL

Oplæg til cafedebat med Peter Andersen (formand for LBL)

Intro: Først og fremmest vil jeg gøre klart, at jeg ikke er talsperson for Queerudvalget – vi har ikke et demokratisk vedtaget ”principprogram”, som jeg kan referere til på samme måde, som LBL har. Vi er naturligvis enige på mange punkter, men også uenige i mange ting, blandt andet hvad angår strategi, som er det, vi skal snakke om i aften. Så de holdninger, jeg giver udtryk for i oplægget og under debatten, står jeg altså udelukkende selv til ansvar for.

Jeg skal sige noget om, hvordan vi i Queerudvalget forholder os til problematikken: I hvor høj grad man skal gå på kompromis med sine holdninger og perspektiver for at opnå konkrete resultater. Det diskuterede vi blandt andet sidste år, og vi har været inde på det igen i år. Det er en meget nærværende problematik i det politiske arbejde, og noget man er tvunget til konstant at tage stilling til og være bevidst omkring.

En af de ting, vi har diskuteret i udvalget, især i løbet af det sidste halve år, er separatisme. Hvis man tænker queer, vil de teoretiske alarmklokker nødvendigvis begynde at ringe, når folk organiserer sig i kvindegrupper eller homogrupper, eller hvad det måtte være. Fordi en separatistisk strategi på den ene side reproducerer de forestillinger om faste køns- og seksualitetsidentiteter, som er en forudsætning for magtens udgrænsning af dem, der ikke falder inden for normerne. Men på den anden side lever vi i et samfund, hvor disse kategorier virker og har konsekvenser for dem, der identificerer sig eller bliver identificeret som værende f.eks. kvinde eller homoseksuel. Den foreløbige konklusion, vi er kommet til, er en anerkendelse af, at det kan give praktisk mening at organisere sig separatistisk. Men at vi har valgt ikke at gøre det, fordi det åbner for andre muligheder for argumentation, analyser og politik. Med hensyn til, hvorvidt man skal gå på kompromis med sin ikke-separatistiske strategi og f.eks. lave separatistiske aktioner eller samarbejde med separatistiske organiseringer, må man tage stilling til fra sag til sag. Det her bliver lidt ukonkret, men jeg har kun fem min. og må begrænse det lidt, og der er jo mulighed for at spørge ind til det bagefter.

Altså, den foreløbige konklusion er, at vi ikke har nogen facitliste i udvalget for, hvornår det er ok at gå på kompromis, og hvornår det ikke er (hvilket jo også ville være temmelig u-queer…). Men det er i høj grad mit indtryk, at vi i udvalget – og i Enhedslisten for den sags skyld – er langt mindre villige til at gå på kompromis, end f.eks. LBL er. I Enhedslisten har man en tommelfingerregel for det parlamentariske arbejde, der hedder, at man stemmer for enhver forbedring og imod enhver forringelse. Det er selvfølgelig også meget godt, men hvad nu, når der opstår konflikt imellem de forbedringer, som man har mulighed for at gennemføre på kort sigt, og de perspektiver man kæmper for på langt sigt?

Hvis jeg skal tage udgangspunkt i noget aktuelt, kunne et eksempel være retten til kirkelig vielse af homoseksuelle og retten til adoption for 2 personer af samme køn i ægteskabslignende forhold. Hvis nu der var afstemning i Folketinget om det i morgen (hvilket der selvfølgelig ikke er), ville det umiddelbare svar være, at – ja, selvfølgelig skal man stemme for det, det er en klar forbedring i forhold til, hvordan lovgivningen er nu. Men på længere sigt, så kæmper vi i Queerudvalget og i dele af Enhedslisten for en ophævelse af kernefamiliens privilegerede status og for en adskillelse af stat og kirke. Adoptionsretsforslaget ville cementere forestillingen om kernefamilien som den ”naturlige” familieform, og kirkelig vielse af homoseksuelle ville cementere den kristne kirkes særstatus i det danske samfund – en særstatus, der er en lige så stor hån mod demokratiet, som kongehuset er det. Det eneste, vi reelt vil opnå ved denne tildeling af rettigheder, er at inkludere en ekstra kategori til normen, nemlig homoseksuelle.

Umiddelbart er adoptionsret og retten til kirkelig vielse for homoseksuelle en konkret forbedring af en del menneskers hverdag. Men samtidig er det med til at skubbe transseksuelle, intersexpersoner osv. længere ud i marginalisering, og det er med til at reproducere en familiestruktur, der er en af hjørnestenene i det kapitalistiske samfund, som vi kæmper imod. Det er min holdning, at man skal stemme for et sådant forslag, hvis det bliver sat til afstemning, alt andet ville være helt sort. Men man skal fastholde sit perspektiv. Og det perspektiv er ikke at kæmpe inden for de præmisser, som normerne sætter for os. Det er at gøre op med normen og skabe nogle præmisser, der inkluderer alle uanset køn, seksualitet, levevis osv..

Så selv om man vælger at stemme for de lovforslag, jeg har skitseret, så kan det ikke anses for et mål i sig selv. Noget langt mere progressivt ville være at kæmpe for en juridisk kontrakt, som ikke begrænser køn, begær eller samlivsformer, og som kan indgås på lige fod af alle. Jeg tror ikke på, at vi, i det kapitalistiske samfund, nogensinde vil opnå lige rettigheder for alle. For at citere Karin Lützen om det registrerede partnerskab: Så snart et ritual er tømt for al betydning – altså at der er lige så mange skilsmisser som vielser – så kan homoseksuelle tildeles denne rettighed. Man tager ikke rettigheder i det kapitalistiske samfund, man får dem tildelt i det omfang, at magten anser det for ufarligt.

Derfor vil vi i Queerudvalget f.eks. heller aldrig begynde at klappe i vores små hænder over en borgerlig statsminister, der udtaler som privatperson! at Gud nok ikke ser mere anstrengt på homoer end på heteroer. Den udtalelse har så godt som ingen politiske konsekvenser for hverken ham, eller for homoseksuelle for den sags skyld, bortset fra at han måske får lidt på puklen af det yderste højre og høster nogle nye stemmer blandt ukritiske homoseksuelle.

Et punkt, hvor jeg er sikker på, at jeg taler på hele udvalgets vegne, er, at det aldrig kan forsvares at logre for de borgerlige for at opnå en accept af de ”pæne” homoseksuelle. Dels fordi vi ikke tror på den borgerlige fløj som en reel allieret i kampen for rettigheder, og dels fordi det vil være på bekostning af alle dem, som ikke er ”pæne”, som ikke definerer sig inden for en af de identitetskategorier, som LBL f.eks. lister op i sit politiske program, og som aldrig vil blive accepteret og få del i rettigheder, fordi de simpelthen udgør en for stor fare for normens stabilitet. Til sidst vil jeg slutte af med et par spørgsmål til dig Peter, som formand for LBL: Diskuterer I i LBL, hvilke omkostninger jeres strategi har for dem, der ikke passer ind i kategorien af homo- og biseksuelle, som er pæne nok til at blive presset ind i allerede eksisterende normer?