Hvad er queer?

Jeg hedder Liv Mertz, og jeg er med i Enhedslistens Queer-udvalg. Jeg er også cand.mag. i engelsk og kønsforskning. I forårssemestret hjemsøgte jeg mine gamle jagtmarker på KUA som underviser i kurset Kvinde- og kønsforskningens videnskabsteoretiske aspekter. Endelig har jeg skrevet om queer theory til blandt andet Kvinder, Køn & Forskning, Lambda Nordica, StandArt, den feministiske antologi De røde sko og Universitetsavisen. Jeg har desuden holdt en del foredrag på det seneste, og derfor vil jeg gerne undskylde, hvis nogen af de tilstedeværende har hørt noget af det, jeg kommer til at sige, før. Jeg kunne simpelthen ikke nå at forberede 45 helt nye minutter! Desværre kunne jeg heller ikke nå at skrive stikord ned på de indekskort, jeg købte til fremtidige foredrag allerede i maj – de er efterhånden helt solblegede af at ligge på mit skrivebord! – men jeg vil prøve at maskere, at jeg læser op fra et ark papir!

I dag er jeg blevet overtalt til at fortælle lidt om, hvad queer “er”. Jeg vil gerne lægge ud med at sige, at queer – som så mange andre begreber – er mange forskellige ting. Der er ingen, der har den endegyldige autoritet til at definere ordets betydning. Sådan skal det også være, da queer theory ikke går ud på at opstille nye grænser.

Queer er for det første et skældsord, man tidligere brugte i USA om primært mandlige homoseksuelle – nogle bruger det stadigvæk. Egentlig betyder selve ordet “sær”, “afvigende” eller “skæv”. Som det også er sket med ordet “gay” – og ordet “bøsse” her i Danmark – har der været tale om en gradvis tilbageerobring af betegnelsen, men på lidt andre præmisser end for “gay” og “bøsse”.

“Gay” har rødder i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, der havde – og har – reform og assimilation som sit mål. Assimilation betyder nærmest indoptagelse. Der skal altså ikke nødvendigvis ske nogen forandringer med det flertal, man ønsker at passe ind i – det er en selv, der må hugge en hæl og klippe en tå! Tager man ordet “gay” på sig, signalerer det, at man vil accepteres på lige fod med alle andre – som lige præcis bøsse eller lesbisk! Der er altså ikke noget revolutionært over termen “gay”. Der er ikke noget bagvedliggende ønske om at ændre samfundet – det skal bare acceptere bøsser og lesbiske også – heraf for eksempel slagordet “Gay is okay”. Derfor har bøsser og lesbiske også i mange tilfælde afsvoret ethvert fællesskab med for eksempel bi- og transseksuelle. Fisseletter og betonlebber har heller ikke altid haft lige lette betingelser for at få en bid af “the American – or Danish! – pie”. Solidariteten gælder nemlig kun dem, der er ligesom en selv!

En sådan strategi er et eksempel på identitetspolitik. Man forsøger at opnå privilegier ved at definere sig som en forholdsvist ensartet gruppe: “Vi er ligesom jer – bare lidt anderledes”. Hvis man insisterer på, at man kun er lidt anderledes, er det nemt at komme til at udgrænse dem, der bryder med gruppens ensartethed og skiller sig ud fra homo-mainstreamen. Så er det ikke længere så let for flertallet – det vil sige heteroerne – at forholde sig til, præcis hvad det er, de skal acceptere. Når de ikke er sikre på dét, virker der til at være større risiko for, at de slår bremserne helt i og ikke accepterer nogen som helst form for afvigelse.

Anderledes forholder det sig med ordet “queer”. Når man kalder sig
“queer” – i det mindste i en amerikansk sammenhæng – vedkender man sig det afvigende. Man er stolt af ikke at være konform, hvilket også det berømte slagord “We’re here / We’re queer / Get used to it!” understreger.

I 1990 opstod aktivistgruppen Queer Nation i New York. Queer Nation var en udløber af ACT UP (AIDS Coalition To Unleash Power), der via teatralske happenings kritiserede de højreorienterede 80'er-regeringer. Reagan- og Bush Senior-administrationerne var nemlig ikke meget for at at afsætte økonomiske midler til forskning i og oplysning om AIDS samt til pleje af de smittede. De fleste AIDS-ramte var på daværende tidspunkt homoseksuelle mænd, og det, der i de amerikanske homosubkulturer havde antaget epidemiske dimensioner, blev derfor i folkemunde omtalt som en “bøsse-sygdom”.

Queer Nation ønskede ikke assimilation, men var udprægede separatister. De var trætte af den heteroseksuelle overmagt og gad ikke at samarbejde med den længere. På den måde kan man sige, at Queer Nation så sig selv som en slags oprørsk etnisk mindretal. Som andre etniske mindretal var de spredt ud over hele USA med størst koncentrationer i de store metropoler, og som andre mindretal var Queer Nation præget af stor intern mangfoldighed. Det, aktivisterne under Queer Nations faner havde til fælles, var en kritik af normen.

Assimilations-strategien syntes da også at have spillet fallit; tolerancen over for mænd, der rettede deres seksuelle begær mod andre mænd, var tilsyne-ladende ikke blevet synderligt øget. Én forklaring kunne være, at de reformistiske forsøg på at italesætte homoseksuelle som en ensartet gruppe, der som minoritet kunne påberåbe sig lige rettigheder, havde haft en boomerang-effekt. Det, der havde bundfældet sig i den offentlige mening, var nemlig ikke, at homoseksuelle var ligesom heteroseksuelle pånær på et enkelt punkt: Deres præference inden for seksualpartnere. Dette havde ellers havde været det identitetspolitiske “salgstrick”. Tværtimod havde “den lille forskel” fået vokseværk. Den stod nu tilbage som det vigtigste kendetegn ved bøsserne – før “menneske”, “mand”, “amerikaner” osv. Betydningskæden var fuldendt: Analsex er syndigt -> Bøsser er frem for alt andet mænd, der dyrker analsex med andre mænd -> AIDS smitter forholdsvist lettere gennem analt samleje -> AIDS er Guds straf over synderne!

Skulle man bryde denne cirkelslutning, nyttede det altså åbenbart ikke at tage udgangspunkt i, hvem risikogruppen var. I stedet måtte man fokusere på, hvilke omstændigheder, der gjorde italesættelsen af AIDS som en “bøssesygdom” mulig. Det kan man ikke uden at vende blikket mod normen, som Queer Nation gjorde. Så det var med andre ord ikke bare et fromt ønske om større rummelighed, der drev værket – det var simpelthen også et spørgsmål om at tage andre taktikker i brug end den nærmest undskyldende “må vi ikke også være her lidt, please?”

Queer Nation var en ret kortlivet affære – i hvert fald taget i betragtning, hvilket revolutionerende potentiale, konceptet egentlig havde. Faktisk har den amerikanske sociolog Steven Seidman ligefrem kaldt dem “post-strukturalismens politiske sidestykke”! Så vidt jeg ved, døde de sidste lokalafdelinger ud allerede omkring 1992 – primært fordi ingen kunne blive enige om, hvor provokerende/terroristisk/heterovenlig man ville være i sine aktioner. Desuden kammede Queer Nations statements og attitude ofte over i had til heteroseksualitet, og gruppen gentog dermed nøjagtig samme udgrænsning, som de selv protesterede mod – nu blot med omvendt fortegn. Faktisk uddelte de til Pride-paraden i 1990 en flyer med påskriften: “Queers Read This: I Hate Straights!”

Men samtidig skete der også en hel masse på universiteterne. Når glosen “queer” ofte bliver fulgt af “theory”, er det altså med god grund. Her fastholdt de fleste queer-teoretikere, at det var heteronormativitet, man burde rette skytset mod. Det er hele det system, der juridisk og kulturelt belønner én bestemt lyst og livsform – det vil altså sige heteroseksualitet, som sagerne stod og stadig står! – frem for andre, der skal bekæmpes. Man kunne drage en parallel til racisme, hvor det for eksempel er apartheid-systemet, man bør hade – ikke alle hvide pr. definition!
Termen “queer theory” kan så vidt vides tilskrives den amerikanske filmteoretiker Teresa de Lauretis, som har skrevet en masse om Freud og feminisme. Selv siger de Lauretis, at hun fik idéen på konferencen How Do I Look? Queer Film and Video i New York i 1990 – altså samme år og samme sted, som Queer Nation delte de famøse flyers ud i gaderne. De Lauretis nægter dog, at hun havde kendskab til aktivistgruppen på daværende tidspunkt, og fire år senere skrev hun, at hendes forståelse af queer var meget anderledes end den, Queer Nation lagde for dagen.

Queer theory er en bastard! Derfor er det også egentlig misvisende at bruge termen “teori”. Som absolut minimum burde man sætte det i flertal, men mere rammende er “perspektiv” eller “optik” – queer er simpelthen en måde at se og forholde sig til verden på! Som jeg sagde før, hed den konference, der inspirerede Teresa de Lauretis til kalde perspektivet for “queer theory”, netop How do I Look? Det er selvfølgelig et ordspil. Den bogstavelige og gængse betydning er “hvordan ser jeg ud?”, men det kan også betyde “Hvordan ser jeg?” At være queer er dermed at anlægge et bestemt syn på verden; ganske som hvis man definerer sig selv som feminist eller socialist. I de to sidste tilfælde er de antagelser, man deler, bare henholdsvis, at man bør arbejde for at sikre ligestilling mellem kønnene, og at man skal yde efter evne og nyde efter behov. Det var to meget meget brede definitioner; jeg ved det godt...

Hvis man lever et liv uden den konventionelle sammenhæng mellem biologisk køn, socialt køn, seksuelt begær og seksualpraksis, kan man imødegå de sanktioner, man oplever på dén konto, på forskellig vis. Én strategi er at gruppere sig med andre med samme “afvigelseskombination” som en selv. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske hedder netop således, fordi den definerer sig ud fra sine medlemmers seksuelle observans. Men man kan også vælge at søge sammen med mennesker, der deler samme optik som én selv. På den måde bliver det perspektivet, der definerer fællesskabet og ikke identiteten. Queer kan man altså – efter min mening, i det mindste – kalde sig, hvis man opfatter normalisering som magtudøvelse i sig selv! Hvordan man ser ud og opfører sig, samt hvem man går i seng med og hvordan, er underordnet – det er ikke nogen kvalifikationskamp, dette her!

Faktisk havde jeg selv den ære at blive interviewet om “At leve som queer” til PAN-bladet engang; seancen illustrerer meget godt, hvilke antagelser om begrebet, der stadig er mest fremherskende. Jeg mødte forventningsfuldt frem i den overbevisning, at jeg skulle udbrede mig om queer-teoriens herligheder. I stedet blev jeg udspurgt om, hvordan min livsform korresponderede med denne her udskejende nye trend! Sørgeligt skuffet blev journalisten da også, da det efterhånden blev klart, at jeg ikke lever særlig “sært” eller udskejende!

Det er en udbredt misforståelse, at queer betyder cirka det samme som “bøsse” eller “lesbisk”, men bare er en mere inklusiv paraplybetegnelse. Queer-perspektivet gør nemlig op med identitetsbaseret politik som sådan. Denne afsværgelse af identitetsbaseret politik skyldes dels, at strategien som sagt ikke syntes at bære synderlig frugt i forbindelse med bekæmpelsen af AIDS-epidemien i en amerikansk kontekst. En anden god grund til at gå nye veje er risikoen for at udgrænse mennesker, der “slår ukonventionelt ud” på andre parametre end seksuelt begær og seksuel praksis. Eller mennesker, der ikke gør deres homoseksualitet på en genkendelig måde. Som den svenske sociolog Margareta Lindholm siger: “hvis vi vil undgå at genskabe de magtforhold, vi kritiserer [...], kan udgangspunktet for modstand ikke være identitet”.

Der er delte meninger om identiteters rolle inden for queer theory. Nogle kalder den en post-identitetsteori, andre en anti-identitetsteori, og endnu andre igen en ikke-identitetsteori. Judith Butler, som er et af store queer-koryfæer, udtrykker bekymring over at påtage sig etiketten “lesbisk”. Ikke fordi hun på nogen måde er i skabet – så langt fra!
Men hun bliver urolig, fordi identitetskategorier har tendens til at fungere som instrumenter for regulerende regimer. Uanset om man positionerer sig som “normal” eller som “lesbisk”, risikerer man derfor at bidrage til de undertrykkende strukturers normaliseringsforsøg. Hun har ikke noget imod at figurere som “lesbisk” ved politiske begivenheder, men hun ser gerne, at det forbliver et åbent spørgsmål, hvad tegnet “lesbisk” betegner.

Butler maner endvidere til besindelse over for begejstringen over mærkatet “queer”. Hun påpeger, at det ikke er så simpelt at indholdsudfylde et skældsord på ny, som mange – måske specielt Queer Nation – entusiastisk håbede på. At det kan være sværere end som så skyldes, at ikke alle citeringer er lige magtfulde. Citeringer af konventioner er for eksempel ekstremt vanskelige at afvæbne.
Et mere hjemligt eksempel på, at normalisering kan fungere som magtudøvelse – og at identitet kan være et ufordelagtigt udgangspunkt for at opnå resultater – er lovgivningen omkring lægeassisteret insemination. Lovgivningen forbyder læger at forestå insemination af kvinder, medmindre de lever i et “ægteskabslignende forhold” med en mand. Hermed fratages lesbiske og enlige kvinder muligheden for at blive insemineret under sundhedsmæssigt forsvarlige omstændigheder af en læge. Det er stadig – som I allesammen sikkert ved – muligt at betale sig fra at blive insemineret af Nina Stork, som er jordemoder, men det er simpelthen forbudt for læger at bistå!

Idealet om kernefamilien bliver her tydeligt normativt; det er simpelthen den eneste familieform, staten ønsker at støtte! En alliance baseret på fælles mål ville i dette tilfælde være oplagt for de parter, som den eksisterende lovgivning rammer. Denne mulighed sætter blandt andet den danske tradition for identitetspolitik desværre en stopper for. Loven er envidere et strålende eksempel på, hvordan en citering af en konvention – nemlig at “et barn har ret til en far og en mor” – er medskaber af dén virkelighed, konventionen tjener til at opretholde! Og her mener jeg “konvention” i Butlersk forstand – ikke FN's børnekonvention, hvor begreberne “far” og “mor” end ikke står nævnt! Jo, der står “mor” en enkelt gang, nemlig i forbindelse med moderens ret til pleje under og efter fødslen.
Netop lovgivning er for mig at se en af de helt store udfordringer for queer-optikken. Parlamentarismen levner ikke megen plads til perspektivpolitik. Den yderste konsekvens af politiske beslutninger omkring enkeltsager eller verdenssyn frem for befolkningsgrupper eller erklærede partipolitiske ståsteder ville nemlig være folkeafstemninger om alt.

En anden hindring for at implementere perspektivpolitik i Folketingssalen er, at det politiske system har en hukommelse. Dét aspekt ville jeg faktisk overhovedet ikke have skænket et tanke selv, hvis det ikke var for min kloge kæreste. Hun begyndte at sige ting om perspektivpolitik i praksis, en dag vi sad og spiste pitabrød, og så så jeg mig nødsaget til at tage noter: I realpolitik handler det – som Pernille Rosenkrantz-Theil også sagde til nogle af os til et møde for nylig – altid om “noget for noget”. Selv om man accepterer at samarbejde med grupper, som man er dybt uenig med om andre politiske sager, fordi man i den konkrete sag har et fælles mål, vil man alligevel uvægerligt indirekte komme til at støtte de af gruppens mærkesager, man ikke går ind for. De 178 øvrige Folketingsmedlemmer skal nok huske, hvordan man forholdt sig til en given sag og komme med indrømmelser i senere forhandlinger derefter! Perspektivpolitikken er som skabt til græsrodsarbejde, fordi diverse NGO’er og netværk ikke i samme grad er afhængig af de samme parters vedvarende opbakning, men på Christiansborg har det nok desværre lange udsigter... Eller også er det bare Vibeke, der som sædvanlig er mindre idealistisk end jeg?

Et beundringsværdigt forsøg på at integrere queer-perspektivet i partipolitik er dog efter min mening – for nu at klappe os lidt på skulderen – netop Enhedslistens Queerudvalg. Queerudvalget fungerer på én gang som seksualpolitisk tænketank, som Enhedslistens folketingsmedlemmer kan konsultere, og som en mainstreaming-instans: Når køn og seksualitet er indtænkt i hele partiets principprogram, vil udvalget have overflødiggjort sig selv. Kongstanken er, at vi bør stræbe efter mere end blot formel ligestilling med heteroseksuelle. Det overordnede mål er i stedet frigørelse. Staten skal ikke definere befolkningens seksuelle og familiemæssige udfoldelsesmuligheder. Queers skal dermed ikke bare blindt tragte efter de samme privilegier, der i dag tilfalder heteroseksuelle: Der skal derimod sættes spørgsmålstegn ved, hvilke magtstrukturer disse privilegier afspejler, og om de overhovedet er ønskværdige.

Derfor vil vi heller ikke nødvendigvis kæmpe for et registreret partnerskab, der er identisk med det heteroseksuelle ægteskab. I stedet bør vi lobbye for en ægteskabspagt, som alle uanset køn og seksuel orientering kan indgå med hinanden. I Frankrig har de den såkaldte Pact Civile de Solidarité – også kaldet PACS. Siden oktober 1999 har alle voksne, der lever sammen og står inde for hinanden, kunnet indgå denne pagt, uanset om de er homoer eller heteroer, søskende, elskere, gode venner eller veninder. Her har vi altså et glimrende eksempel på en lovgivning, der kigger frem mod en idealtilstand: Befolkningen skal sikres så godt som muligt – i stedet for at fokusere på, hvem der skal have del i goderne! Dog har PACS-ordningen samme svaghed som alle mulige andre europæiske variationer over ægtepagtstemaet: Den stiller nemlig ikke “civilforpagtede” bedre, hvis den ene part kommer fra et land uden for EU!

At PACS er en queer lov er tilsyneladende ikke et synspunkt, franskmændene selv deler. Sommeren inden loven trådte i kraft demonstrerede ikke færre end 100.000 franskmænd mod dens indførelse – for dem er det en homolov, der truer de traditionelle familieværdier! Aldrig før i Frankrigs historie har muslimer, jøder og katolikker stået sammen med Front Nationale om en sag – talk about perspektivpolitik!

En anden svaghed ved PACS er den evindelige antagelse om, at mennesker altid finder sammen to og to! Hvem siger, at ikke tre eller endda flere venner – eller elskere, for den sags skyld! – skulle kunne tænke sig at sikre hinanden juridisk og økonomisk?

En sidste udfordring i en dansk kontekst er idealet om homogenitet. Hvor USA bryster sig af at være en smeltedigel, bliver danskhed meget ofte synonymt med enshed. Homogenitetsidealet er også en meget stor udfordring i forbindelse med etnicitet, og efter min mening trænger det virkelig til at blive dekonstrueret! Måske er denne dekonstruktion en forudsætning for, at vi overhovedet kan begynde at tænke forskelsbaseret politik i dette land?

Som Judith Butler siger i det nye forord til queer-klassikeren Gender Trouble: “Ingen politisk revolution er mulig uden en radikal forandring af ens egen forestilling om det mulige og det virkelige”. Det er blandt anden en sådan radikal forandring af egen – og andres! – forestillingsevne og horisont, som queer-perspektivet kan hjælpe til at afstedkomme!

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Queer-teori kan på mange måder siges at være en videreudvikling af 80’ernes bøsse/lesbiske forskning på den ene side og kønsforskning på den anden i skøn forening. Helheden er efter min mening større end summen af enkeltdelene, men det er ikke alle, der har været lige begejstrede over den relativt megen vind i sejlene, som queer theory har nydt. De historikere, der har beskæftiget sig med bøsser og lesbiskes levede liv, er blevet ret fortørnede over, at det nu pludselig ikke længere var comme il faut at forske i homoseksuel identitet. De følte, at deres genstandsfelt – nemlig bøsser og lesbiske; fortidige som nulevende – var ved at blive teoretiseret ihjel, før synliggørelsen rigtig var lykkedes. Skulle alle disse studier i store historiske personligheders skjulte tilbøjeligheder, der kunne indgyde læserne en vederkvægende homoseksuel historiefølelse, pludselig vige til fordel for post-moderne fill-in-the-blank-seksuelles flygtighed? Efter disse forskeres mening forsvinder individer og gruppers handlekraft sammen med identiteten. Judith Butlers idé om performativitet går ud på, at der ikke behøver at være en “gerningsmand/-kvinde bag gerningen”, men at “gerningsmanden/-kvinden” bliver omskifteligt konstrueret i og gennem gerningen. En af Foucaults teorier gik ud på, at seksualiteten, der for mange står som det mest sande og det mest oprindelige ved det enkelte individ såvel som ved hele homo sapiens, blot er en installation, der er påduttet udefra. Hvorfra kan man så hente fælles styrke og stolthed? Hvad er det lige, man skal forsvare, når man går på barrikaderne?

Vi lader den lige stå et øjeblik. Kønsforskerne modtog nemlig heller ikke det glade queer-budskab med ubetinget åbne arme! ...Og de havde om muligt endnu flere grunde til at være sure! For det første står queer theory teoretisk set i bundløs gæld til feministisk teori. Selv om der mig bekendt aldrig har eksisteret en queer-forsker, der offentligt har benægtet dette forhold, ville 80’ernes kønsforskere gerne have set lidt mere respekt og lidt flere referencer, der kunne gøre arvefølgen kendt for alverden.

Deres anden anke minder meget om den, som homoseksualitetsforskerne også kom med – og det er i øvrigt en indvending, man kan gøre mod hele det post-strukturalistiske projekt, hvoraf queer theory er en del. It goes something like this: “Nu har vi brugt mindst 20 år på at dokumentere, at kvinder også har en plads i historien – ja, at kvinder faktisk har betydning for verdens gang, selv om de måske ikke lige er konger eller præsidenter! Konkrete kvinder bliver stadig lemlæstet, voldtaget og myrdet – vi må have opvurderet de kvindelige værdier som hensyn og omsorg! Så kommer I her og fortæller os, at køn er en konstruktion!?”

En tredje årsag til, at queer-perspektivet kom voldsomt på kant med visse grene af den feministiske intelligentsia, var perspektivets frisind, der på mange virkede hyperrelativistisk og normløst. For det er da rigtigt, at termen queer i manges øjne er forbundet seksuelle udskejelser i San Francisco, selv om jeg lige har siddet og sagt, at man ikke behøver at gøre noget bestemt i sengen for at kunne kalde sig queer. De feminister, der mente, at seksuel dominans pr. definition er maskulin og dermed et udtryk for patriarkalsk undertrykkelse, var ikke ellevilde med denne nye generation af sex radicals.

Og hvad med pædofili? Selv om seksualiteten skulle ske at være en installation, gør det vel ikke seksuelle overgreb mindre traumatiske? Det sidste er en anklage, der er meget svær at tilbagevise. Jeg vil umiddelbart forsvare queer theory, da den som sagt ikke har til at hensigt at opstille nye grænser for menneskelig adfærd. “Pædofilivåbnet” er affyret fra et univers med et andet og “gammelt” verdenssyn – der råbes derfor i øst og svares i vest. Fordømmelsen af pædofili er ganske vist en kulturel norm, som queer-optikken logisk set derfor forventes at angribe, men påtvingelsen af voksenseksualitet er jo også én norm, der vinder over en anden – den voksnes norm over barnets! Der er jeg mere pragmatisk: Hvorfor spilde tid på at diskutere, hvad man teoretisk set burde mene om dette og hint for at kunne præsentere en universel synsvinkel uden blinde pletter? Jeg bekender mig til queer-perspektivet og fordømmer pædofili, men jeg vil ikke lade denne tilsyneladende selvmodsigelse ryste min selvforståelse eller lamme mig i mine handlinger!

For det fjerde – og dét synes jeg nok er den protest, der er sværest at afvise – kan queer theory uforvarende komme til at genindsætte den hvide mandlige vesterlænding som norm – so many men, so little time! En vigtig kickstart til queer-teoriens normativitetskritik var jo netop AIDS-epidemien i USA – og hvis sygdom og død var det så lige, der fik mest publicity? Det er med andre ord et kritikpunkt, der ikke uden videre kan fejes af bordet. Dog vil jeg sige, at hvis jeg skal vælge mellem at blive glemt i en årrække på grund af mit køn på den ene side... og så dø af AIDS og få en masse opmærksomhed på dét på den anden, ved jeg godt, hvad jeg ville foretrække!

Som jeg startede med at sige, er queer-teori ikke én afgrænset teori. Alligevel vil jeg gerne pege på to forholdsvist adskilte retninger, der repræsenteres af de to mest berømte queer-ikoner, nemlig henholdsvis Judith Butler og Eve Sedgwick. Det ironiske ved de to er, at ingen af dem – så vidt jeg ved – nogensinde har udråbt sig selv til at være queer-forskere. Ikke desto mindre står Butlers Gender Trouble og Sedgwicks Epistemology of the Closet – begge fra 1990 – stadig som de to ubestridte hovedværker inden for queer theory.

Butler er meget kraftig modstander af dét, hun kalder “passende genstandsfelter”. Med “passende genstandsfelter” mener hun opfattelsen af, at køn og seksualitet skal studeres i hvert sit regi, nemlig henholdsvis køns- og seksualitetsforskning. I essayet “Critically Queer” fra Bodies that Matter, opfølgeren til Gender Trouble, understreger hun det afgørende i at bibeholde “et teoretisk apparat, der kan redegøre for, hvordan seksualitet bliver reguleret gennem disciplinerende opsyn med og beskæmmelsen af køn”. Hvis feminisme kun beskæftiger sig med én facet af “sex”, nemlig køn, mens bøsse-/lesbiske studier medtager flere dimensioner af ordet, er det underforstået, at bøsse-/lesbiske studier gør nøjagtigt det samme, som feminismen angiveligt gør – blot på en mere omfattende og kompleks måde. Det er en negligering af feminisme, hun af gode grunde finder uacceptabel. Det er nemlig ikke omkostningsfrit at adskille “the kind of sex that one is and the kind of sex that one does”, som hun siger. Hun påpeger, at der dels ikke vil blive plads til klasse og race, at en skarp opdeling af queer studies og feminisme i sig selv hviler på et binært fundament, hvilket burde være i strid med i al fald den post-strukturalistisk inspirerede gren af queer theory, og at mange af de seksualitets-forskningsmæssige indsigter, queer theory trækker på og videreudvikler, trods alt er blevet udviklet i feministisk regi. Det har ofte netop været feminismens sætten spørgsmålstegn ved selveste grundlaget for analyse, der har bidraget til de mest banebrydende indsigter.

Endelig ser Butler en risiko for, at den seksualitet, der hverken hører hjemme i kønsforskningen (for denne burde jo kun beskæftige sig med køn) eller lesbian and gay studies (der fokuserer på alternativ “begærsretning”), ophører med at referere til “mandligt” og “kvindeligt”, hvorved det mandlige bliver genindsat som norm. Hvordan kan man forstå og undergrave den heteroseksuelle matrix – det at (for)blive kulturelt forståelig ved at udvise en adfærd, der opretholder en tilsyneladende kausal sammenhæng mellem biologisk køn, socialt køn, seksuel praksis og begær – uden at inddrage køn som analysekategori? Hun foreslår derfor, at man skal lade være med at adskille bøsse-/lesbiske og feministiske studier. I stedet kunne man forestille sig, at ikke-reduktive og ikke-kausale udlægninger af forholdet mellem socialt køn og seksualitet ville være på sin plads.

Såvidt Judith Butler. Vi åbner nu for boks 2 og lader Eve Sedgwick komme til orde. Sedgwicks primære interesseområde er hverken køn eller homoseksualitet som sådan. Dét, hun gerne vil undersøge, er det 20. århundredes indsnævring af definitionen på seksualitet til et spørgsmål om hetero- eller homo. Denne definitionsreduktion i sig selv er et studie værd, mener hun – at i(nd)blande kønsforskning ville simpelthen blive for omfattende. Hendes fremgangsmåde er at tage en række litterære klassikere under kærlig behandling og queer reade dem. På den måde påviser hun, at temaerne skjult/åbent og hetero/homo hele tiden ligger og lurer under overfladen – endda når teksternes plot virker allermest heteroseksuelt!
Seksuel præference er jo så meget andet end lige, hvilket køn man primært tiltrækkes af. Hvorfor er det ikke identitetsgivende at foretrække at dyrke sex kl. tre om eftermiddagen, for eksempel? Sedgwick foretrækker altså at udskyde en sammenblanding af feministiske og (mandligt) homoseksuelle analysevilkår – i det mindste, til hun har gravet færdig i mysteriet om den opblæste hetero-/homosondring. Og hvorfor så det?

Selv om Butlers argumenter lige før forhåbentlig lød svært tiltalende, har Sedgwick faktisk også nogle ganske glimrende argumenter for at mene, som hun mener. Man må huske på, at Sedgwick først og fremmest interesserer sig for skabets epistemologi og den række af modsætningspar, man kan ordne under overskrifterne “knowledge/ignorance”, altså “viden” og “uvidenhed”. Hun mener, at fortielser er ligeså magtfulde og mangetydige som italesættelser og således også ligeså kundskabsproducerende. Det at springe ud som homoseksuel er det umiddelbart lettest tilgængelige eksempel på en bevægelse fra ikke-viden til viden, og det er Sedgwicks gennemgående metafor, blandet andet fordi seksuel orientering i langt højere grad end køn er et kendetegn, man kan holde skjult. På den måde er homoseksualitet også et langt mere taknemmeligt offer for dekonstruktion.
Definitionen på køn som noget, der står i relation til det såkaldt “modsatte” køn er heller ikke til megen hjælp, når det er forhold, der kun involverer enten mænd eller kvinder, man ønsker at sætte under lup. Faktisk frygter Sedgwick for, “at en skadelig hælden mod heterosexistiske antagelser er uundgåeligt indlejret i selve kønsbegrebet”.

Dét, som jeg er mest desillusioneret over her snart 15 år efter queer-teoriens opkomst, er nok, at teorien ikke formåede at revolutionere universitetet på den måde, som den egentlig havde potentiale for. Der var lagt i ovnen til en massiv nyfortolkning af, hvad der tæller som god og vigtig forskning samt metoderne til, hvordan forskning overhovedet skal bedrives. Dét samarbejde, som aktivister og akademikere trods alt havde – og når jeg siger “trods alt”, er det fordi, jeg ved tidligere lejligheder har brugt mange kræfter på at fortælle om, hvor meget de to grupper var i clinch med hinanden! – kunne have dannet grundlag for en langt højere grad af legitimering af “stemmer udefra”. Det samme kan man i øvrigt sige om kønsforskning og feministisk aktivisme, specielt i Danmark. Hvor er de akademiske aktivister – lige bortset fra Gritt Uldall-Jessen og Mette Buchardt? Og hvor er de aktivistiske akademikere?

Desuden forkaster queer-teorien de firkantede inddelinger i metode og empiri og udfordrer de hårdt optrukne disciplinære skel, som institutter og fakulteter er udtryk for, men se nu, om dét har vundet indpas i akademia!? Så nu sidder vi endnu engang tilbage med en masse hvide mænd i lidt flere faste stillinger – også selv om de to største queer-guruer er kvinder (Butler og Sedgwick) – og de har åbenbart ikke til sinds at revolutionere universitetet indefra lige foreløbig! Med dén modstand, de møder fra de veletablerede forskere, er det måske også for meget at forlange: Som queer-teoretiker er man ikke nødvendigvis vanvittig velbevandret inden for ét bestemt forskningsfelt, men ved måske lidt om historie, sociologi og litteraturvidenskab i én stor pærevælling. Hvor er det så lige, man skal søge ansættelse henne?

Den sidste ting, jeg er blevet bedt om at tale om i dag, er queer-feminisme. Jeg må krybe til korset og tilstå, at jeg kun har læst 36 sider i den bog, som forhåbentlig kommer til at stå som en bibel for nordiske queer-feminister fremover, nemlig Tiina Rosenbergs Queerfeministisk agenda, der udkom sidste år. Rosenberg er doktor i teatervidenskab ved Stockholms Universitet, og hun er nok den queer-forsker i Norden, som har været allermest aktiv i udbredelsen af queer-perspektivet til en bredere kreds. Og så er hun glødende socialist! Hun har en fortid i Kommunistisk Ungdom og har studeret i to et halvt år på Karl Marx-universitetet i Leipzig, da Det Der Var stadig hed DDR.

Som sagt nåede jeg desværre ikke længere end til side 36, før jeg skulle aflevere bogen tilbage til biblioteket. Dét skyldtes dog ingenlunde bogen, men derimod mit travlhedsniveau samt mine ufattelig dårlige svenskkundskaber!
Rosenberg slår til lyd for en blanding af homoseksualitetsforskning, moderne feministisk teori og politisk aktivisme, og dét er jo overmåde sød musik i mine ører! Er der noget, der med årene har givet queer theory et troværdigheds-problem, er det nemlig antagelsen om, at foranderlige køn og seksualiteter udelukker politisk handling – det var jeg inde på lidt tidligere. Den gode Tiina synes at have svaret på vore bønner – svaret er et ekko af Butlers udtalelse om tegnet “lesbisk”, som hun gerne påtager ved bestemte lejligheder, om end med visse forbehold: Vi skal stadig kæmpe for at nedbryde de fremherskende konstruktioner af køn og seksualitet, som begrænser mennesker ved hjælp af forudfattede meninger om, hvordan de forventes at være. Men samtidig må vi se i øjnene, at den politiske virkelighed ikke er holdt op med at skelne benhårdt mellem biologiske mænd og kvinder, og mellem homo- og heteroseksuelle. Derfor må vi gå ind i kampen uden frygt for disse rubriceringer. Det er, når man har tilkæmpet sig en central taleposition, at man har magten til for alvor at redefinere, hvad det vil sige at rette sit begær mod mennesker af samme køn som en selv, eller hvad det vil sige at være født i en mande- eller kvindekrop!

Queer theory er en overordentlig idealistisk -isme! Mange skeptikere glemmer, at queer-scenariet med ligegyldige køn og uvæsentlig seksuel præference jo ikke er en beskrivelse af tingenes tilstand, men derimod af det ideal, man gerne vil arbejde henimod. For at nå dertil er det vigtigt, at vi aldrig glemmer at forholde os til, at vi altså ikke er der endnu! I et samfund, der er besat af kønnets og seksualitetens betydning, har vi ikke råd til at ignorere den betydning, køn og seksualitet derved får! Vi må ikke melde os ud af kampen om indholdsudfyldelsen af disse begreber! Tiina viser vej!